”Nu ved jeg, at jeg kan få hjælp, når jeg har brug for det”

Af Helge

Nu tager vi det i opløbet

Brug knapperne til at forstørre teksten i artiklen

Helge på 82 år har altid været en aktiv mand. Han er oprindeligt fra Fyn, men efter et smut over Vestjylland, en tur på verdenshavene og 28 år med egen butik i København, bor han nu nær Nykøbing Sjælland med sin livslange ledsager, Aase. Sammen har de både børn, børnebørn og et enkelt oldebarn.

Helge fik konstateret KOL i 2011, hvilket har været svært for ham at acceptere. ”Det værste, ved at blive gammel og få en sygdom som KOL, er, at hovedet ikke følger med. Man kan pludselig ingenting længere. Du skal lære at leve med det, fik jeg at vide, men det er lettere sagt end gjort”.

I 2018 var Helge indlagt hele syv gange. ”Det starter altid med åndenød, og ret hurtigt ringede vi så 112. Jeg kunne simpelthen ikke få vejret. Det er en forfærdelig følelse”.

I slutningen af året blev Helge tilknyttet NærKlinikken. Først takkede han nej til tilbuddet, som han fik på sygehuset i forbindelse med en indlæggelse, men så fik Aase ham overtalt til at prøve.

Efter at være blevet tilknyttet NærKlinikken måler Helge sig nu løbende, og det har indtil videre været meget positivt: ”Det har gjort en helt enorm forskel. Vi tager det i opløbet nu. Med målingerne kan vi se, hvad vej det går, og så kan vi altid få fat i NærKlinikken", fortæller Helge.

Aase er enig og uddyber: ”Der er jo også det, at vi har medicin i huset, så vi kan sætte ind, hvis det er nødvendigt. Og så er der den mulighed, at de kan komme ud, eller at man rent faktisk kan få IV-behandling på Lynghuset. Det er meget betryggende”.

Helge går til kor og gymnastik for folk med lungesygdom to gange om ugen. Derudover er Helge også en del af logen – som han typisk besøger sammen med sine to sønner. Aase arbejder stadig nogle timer om uger på det lokale plejecenter og er frivilligt aktiv. Aktiviteterne holder dem i gang.

”Hvis Helge kan blive ved med at have det ligeså godt, som han har det nu, så er det rigtig meget værd”, siger Aase, og fortsætter: ”Det gør også en kæmpe forskel for mig. Jeg er ikke længere bange for at gå ud. Jeg ved, at han kan få den hjælp, han skal have, når der er brug for det. Vi er så glade for det – det kan jeg ikke sige nok gange”.