NærKlinikken er noget af det bedste, der er sket for mig

Af Peter

Trygheden er helt afgørende

Brug knapperne til at forstørre teksten i artiklen

Tidligere tømrer, Peter, på 71, har været hårdt ramt de seneste år med bl.a. hjertestop, hjerneblødninger og endelig kronisk sygdom i lungerne. Hjertet er der kommet godt styr på, men det med lungerne er fortsat og i stigende grad en daglig kamp.

Det psykiske fylder meget, når man har en lungesygdom, kan både Peter og hans kone Lis fortælle. Både i forhold til det med, at man skal acceptere, at kroppen ikke længere kan det, den engang kunne – langt fra, hvilket er frustrerende - ikke kun for Peter men også for Lis, som begge altid har været aktive mennesker. Og så er der jo angsten for, at man ikke kan trække vejret, som er meget voldsom.

I slutningen af 2019 blev Peter medlem af NærKlinikken. Det er noget af det bedste, der er sket for mig, fortæller han. Peter måler sig hver morgen, og kan på den måde bedre følge med i hvordan hans sygdom udvikler sig. Han fortæller, at de ringer fra NærKlinikken, så snart der er noget med målingerne. Indimellem kommer de også ud og får en snak.

Følelsen af at der altid er nogen, og at de virkelig gør, hvad de kan for at hjælpe, gør en stor forskel. ”De har virkelig gjort, hvad de kunne for at få mig på fode – prøvet med alt muligt, og vi har nu fundet noget, der ser ud til at virke”, siger Peter.

Peter er fint tilfreds med den behandling, han tidligere har fået på både sygehus og hos egen læge, men det der bl.a. gør forskellen med NærKlinikken er, at de kan sætte ind langt tidligere og hurtigere.

”Hvis jeg kan mærke, at jeg fx har en lungebetændelse på vej, så ville jeg normalt skulle ringe til lægen. Så kan der let gå nogen dagen, inden jeg kan komme derover, og de kan kigge på det. Derefter skal jeg først ned på apoteket og hente medicinen, og så kan der let være gået en lille uge. Nu kan jeg jo bare tage telefonen og ringe til NærKlinikken. Pillerne har jeg jo allerede i huset, så dem kan jeg begynde at tage med det samme.”

Begge er enige om, at det gør en kæmpe forskel i hverdagen ikke mindst i forhold til det mentale. Lis bliver jo også bange, siger Peter. Hvis vi skal sætte ét ord på NærKlinikken er det tryghed, fortæller parret.