Det vigtigste for mig, er, at jeg kan fortsætte med at være aktiv.

Af Ulla

En helt anden frihed

Brug knapperne til at forstørre teksten i artiklen

72-årige Ulla er byens festnar – eller var, for med årene og en KOL i udbrud, er det svært at holde humøret lige højt hele tiden, fortæller hun i hendes og husbondens smukke landbolig med stor-blomstrende have og havudsigt i Overby på Sjællands Odde. Hun kommer susende lige fra børnebørnene i Ringsted, som havde akut brug for pasning.

Som den aktive og engagerede dame, hun er, har det været svært at komme overens med de begrænsninger, KOL-sygdommen har stillet hende overfor. Ulla fik konstateret KOL for tre år siden og blev tilknyttet NærKlinikken sidste efterår. "Jeg fik tilbuddet om NærKlinikken, da jeg var indlagt på Holbæk Sygehus sidste år. Da jeg kom hjem, kom der én ud og introducerede det hele for mig. Det var meget fint. Nu måler jeg mig med udstyret fra NærKlinikken hver morgen".

For Ulla er NærKlinkken blevet en vigtig sparringspartner i hverdagen: ”Det er et godt indspark at få. Jeg kan se, hvor jeg ligger, og om jeg skal passe lidt på og tage den med ro”.

Måleredskaberne gør også, at hun kan have en anden dialog med det sundhedsfaglige personale end tidligere: "Det er en helt anden samtale jeg kan have med lægerne og sygeplejerskerne i NærKlinikken. Vi taler ud fra målingerne, så det er meget konkret. De udgør et bindeled mellem mig og klinikken, så de ved, hvordan jeg har det, og vi kan samarbejde omkring det".

"Jeg havde slet ikke samme mulighed for at forklare, hvordan jeg havde det tidligere. Nu kan jeg hjælpe mig selv. Men jeg ved, at de er der, og hvis mine målinger blive gule eller røde, så ringer de mig op”, siger Ulla, som understreger vigtigheden af altid at kunne få fat på én, der både kender hende og har den rette specialisering - også udenfor ”normal åbningstid”.

For Ulla er NærKlinikken en tryghed, som gør, at hun stadig kan leve et aktivt liv: ”Det giver mig en helt anden frihed end jeg har haft i længe. Jeg kan jo tage både måleudstyr og medicinen med mig. For nylig var jeg fx i teatret. Når man kommer ind der, og der er mange mennesker og luften er tung, så kan man godt få lidt åndenød. Så havde jeg medicinen på mig og kunne klare den”.

Hun fortsætter: ”Det vigtigste for mig er, at jeg kan fortsætte med at være aktiv. Passe haven, børnebørnene og være en del af lokalsamfundet. Nu har jeg et redskab, der advarer mig, hvis jeg spænder mig selv for hårdt for”.