"Det vigtigste er, at vi har hinanden, og at vi har det godt"

Af Bent og Ellen

Trygheden er det vigtigste

Brug knapperne til at forstørre teksten i artiklen

Kærligheden mellem Ellen og Bent lever i bedste velgående. De er begge omkring de 90 og kunne fejre krondiamantbryllup sammen sidste år. Det har været 65 begivenhedsrige år, herunder 20 år i Canada og USA og udvikling af fælles forretning, men også udfordringer, ikke mindst sygdom, som der ikke er blevet mindre af med årene.

Bent, som er uddannet bronzestøber, fik tidligt sine lunger ødelagt af dampe i forbindelse med arbejdet, men det var først for få år siden, han fik konstateret KOL. Ud over KOL kæmper Bent med en række andre lidelser og skavanker. I november 2018 blev han tilknyttet NærKlinikken. Det efter at have oplevet flere akutte indlæggelser som følge af sygdommen.

Bent fortæller, hvordan hans sygdom har taget hårdt på hans kone: "Vi er jo nær de 90 begge to. Det er mange ting, der skal passes, og Ellen har jo også sit at kæmpe med”.

Ellen, som er opereret både i hovedet og i maven og som derudover døjer med rygproblemer, fortæller hvordan Bents indlæggelser tog hårdt på hende: ”Jeg har tre gange måtte samle Bent op fra gulvet midt om natten, efter at han er faldet. Engang fik jeg skæld ud af Falk-redderen, fordi jeg stod der alene med ham. Det var meget rystende, for hvad skulle jeg gøre”, spørger Ellen?

"Det, at Bent er blevet tilknyttet NærKlinikken, betyder, at jeg kan slappe af", siger Ellen.

Bent måler sig selv 2 gange om dagen. ”Jeg går ind og holder øje med mig selv. Der er noget psykologisk i det. Når jeg har tabletten, har jeg det godt. Det betyder at jeg kan passe på mig selv - men jeg ved jo også at de holder jo også øje med mig i klinikken. De kan se det med det samme, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være."

Bent understreger, at Ellen også holder øje med målingerne og kontrollerer, om han nu måler sig.

Parret har endnu ingen hjemmehjælp, og Ellen holder stædigt fast i lave eget rugbrød og holde hjemmet nydeligt. Hun forkæler mig, siger Bent og griner. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. "Det vigtigste er, at vi kan klare dagen og vejen – at vi har det godt”, og det mener både Bent og Ellen, at NærKlinikken giver dem en nærmest uundværlig hjælp til.