For praktiserende læger i Odsherred

NærKlinikken er et nyt sundhedstilbud i Odsherred Kommune. NærKlinikken består af et telemedicinsk respons- og koordinationscenter (RKC), hvor KOL-borgere kan blive overvåget og behandlet 24/7 ved hjælp af telemedicinsk teknologi, en mobil akutsygepleje (MAS), samt en kommunal akutplads (KAP) på Lynghuset, som bruges til Nærklinikkens KOL-borgere.

Hvordan kan jeg som praktiserende læge drage nytte af NærKlinikken?

Som praktiserende læge i Odsherred Kommune har du mulighed for at henvise dine patienter til NærKlikkens tilbud til borgere med KOL. Derudover kan du gøre brug af NærKlinikkens mobile akutsygepleje (MAS) (læs mere nedenfor). Hensigten er, i samarbejde med dig, at give kommunens borgere en række nye, proaktive behandlingstilbud i det nære sundhedsvæsen – helt ud i borgerens hjem. NærKlinikken er etableret som en del af PreCare-projektet med støtte fra Innovationsfonden. Projektet løber indtil videre frem til udgangen af 2022.

Læs mere om vores tilbud til borgere med KOL/Lungesygdom.

Borger og sygerplejerske kigger sammen på tablet med data

Hvad er MAS-teamet og hvordan kan du bruge det?


MAS er en mobil akutsygepleje bestående af specialuddannede sygeplejersker, der kan sendes ud i borgerens hjem for at afklare og behandle akutte medicinske problemstillinger i samråd med egen læge – i første omgang til borgere i Odsherred Kommune.

Du kan rekvirere NærKlinikkens MAS-team til at tage ud til en borger for at:

  • afklare akutte- og subakutte medicinske tilstande der potentielt kan medføre en indlæggelse i borgerens eget hjem,
  • gennemføre diagnostisk velafklarede behandlingsforløb og monitoreringer i eget hjem,
  • tilbyde udvalgte procedurer i borgerhjem, herunder objektiv klinisk vurdering, EWS – score, udvalgte blodprøver og andre diagnostiske undersøgelser,
  • igangsætte simple behandlingsregimer i eget hjem, eksempelvis maskebehandlinger til KOL, opstart af peroral behandling ved infektioner, urindyrkning mm., mm.,
  • kunne tilbyde en tryghedsskabende telemedicinsk behandling gennem NærKlinikkens RKC-tjeneste til kommunens KOL borgere,
  • understøtte og koordinere behandlings-, monitorerings- og plejeindsatser i et tværfagligt samarbejde med kommune, hospital og de praktiserende læger til sikring af bedre sammenhæng og tryghed for borgerne.

Hvis du i det konkrete tilfælde ikke har mulighed for at tage behandlingsansvaret, vil NærKlinikkens egne læger kunne tage det i stedet for, så medicinsk behandling kan igangsættes og følges op uden unødvendige forsinkelser. I så fald vil du blive informeret om behandlingsforløbet, når det er afsluttet.

Målgruppe og tilgang


MAS er målrettet borgere med behov for en subakut eller akut indsats, der kan håndteres i eget hjem i samarbejde med enten egen læge eller NærKlinikkens e-læge. Hovedformålet med denne ordning er at medvirke til at undgå unødige indlæggelser og naturligvis sikre nødvendige indlæggelser.

Initiativerne er en del af Odsherreds Kommunes indsatser i forlængelse af Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for den kommunale akutfunktion i hjemmesygeplejen.

MAS-teamet vil kunne vurdere borgere med følgende tilstandskategorier: 

  • KOL i forværring
  • Andre respiratoriske akutforværringer
  • Infektioner (UVI, pneumoni, overfladiske hudinfektioner mm.)
  • Dehydration
  • KNF (konfusion, nedsat bevidsthed, faldtruet borger)
  • Obstipation og diaré
  • Observation (uafklaret ikke-livstruende tilstande)

MAS udfører følgende i borgerens hjem:

  • Anamnese og borgersamtykke
  • Objektiv undersøgelse
  • Værdier og målinger (P, BT, temp, RF, og SAT)
  • Parakliniske prøver, herunder udvalgte blodprøver: infektionstal, CRP, elektrolytter, Hgb, BS
  • Sammenfatning med tentativ diagnose til rekvirerende læge
  • Iværksættelse af medicinsk behandling eller anden relevant indsats ordineret af rekvirerende læge.
  • Afslutning, viderehenvisning, plan eller opfølgning
  • Udfærdigelse af afrapporteringsdokument (kommunikeres til egen læge og kommunen

Hvad med behandlingsansvaret?

Det følgende er retningsgivende:

• Alle KOL relaterede medicinske behandlinger, der igangsættes hos borgere, der deltager i NærKlinikkens telemedicinske service, sker under ansvar fra NærKlinikkens læger.

• Igangsættes behandlinger af borger i eget hjem gennem MAS, foranlediget af borgerens egen læge, har denne ansvar for behandlingen inklusive opfølgningen indtil forløbet er afsluttet. Dette kræver at MAS kan få kontakt med egen læge inden for 5 minutter, når der skal træffes en beslutning om medicinsk behandling. Ellers overgår behandlingsansvaret til NærKlinikkens læger.

I alle andre tilfælde er det, helt som vanligt, den praktiserende læge der varetager behandlingsansvaret.